Andersen & Rafaelsen familierne

Nedenstående er et citat fra Slægtsbogen Slægterne fra Store Kjellerup i Ejsing Sogn af Anders Kjellerup, side 38-42

""Anders Jensen, Kjellerup, f. d. 21. Maj 1800 i Store Kj ellerup , Gift d. med Gertrud Marie Kirstine Christensdatter, f. d. 1812 i Haasum, som Datter af Gaardejer Christen Poul­sen Møller, Grønholm (æ Hwolmhus), som var ret velhavende, hvorfor der sikkert har medfulgt en temmelig stor Medgift. Min Bedstefader, Anders Jensen, var en flittig Mand, men Jorden gav ikke mange Fold, og han havde derfor megen Møje med at klare sig, tiltrods for den gode Medgift. Han maatte saaledes bygge sin Gaard op to Gange, først ved Udstykningen i 1837 og senere, da den brændte i 1845. Ved Udlejning af Mosestykker til forskellige Sallingboere, der iøvrigt fortsattes til op i 70erne, skaffede han sig ekstra Indtægter. Han drev ikke selv nogen særlig stor Tørve­produktion i det ret store Moseareal: Som nævnt var han meget flittig og fingernem til forskellige Fritidssysler. Han spandt saa­ledes selv hele sit Forbrug af Reb og lavede ogsaa selv sine Tøjre­pæle m. m. I det østre Udhus havde han indrettet sig et "Hug­kammer" med forskelligt Værktøj, bl. a. ogsaa en Møllekværn, hvor han ved' Haandkraft malede eller gruttede Malt og Korn. Han var en saare stille og rolig Natur, som ikke beflittede sig paa at gøre sig bemærket. Han var en ivrig Tobaksryger, og han havde aldrig noget Dæksel over Pibehovedet, saa under­tiden, naar det var stærkt Blæsevejr, kunde Ildgnisterne hvirvle rundt højt oppe i Luften, og hvis nogen bemærkede, at dette kunde bevirke Fare for Antændelse i Straataget, svarede han altid, at Tobaksild ikke kunde tænde; men det kunde dog ske, at det kunde tænde i Mosejorden i den tørre Sommertid, men han havde dog altid Held til at faa slukket i rette Tid. .Gertrud var, efter hvad der fortælles, en meget spidsfindig Kone i Livets forskellige Forhold, hun var streng og fordringsfuld over for deres Tjenestefolk, og iøvrigt ogsaa over for andre; saaledes kom der en Gang, tidlig paa Foraaret, et Par Handelsfolk til Gaarden for at købe et eller andet Kreatur, og efter Handelens Afslutning blev der dækket Bord for dem med Paabud om at forsyne sig godt, men hun havde undladt at sætte Brød paa Bordet, hvilket Gæsterne gjorde hende opmærksom paa; Gertrud svarede dem, at hun ikke troede, at de satte Pris paa Brødet, efterdi de ved deres Ankomst til Gaarden var gaaet tværs hen over Rugageren, hvilket hun betragtede som en Haan mod Guds Gaver. Der for­tælles ogsaa, at da de blev gift, var der stort 3 Dages Bryllup i "æ Hwolmhus", og der var Gæster langvejs fra, som maatte over­natte, hvorfor alle Sengepladser baade i Gaarden og i den nær­liggende Kærgaardsholm Kro var optaget, der blev saaledes in­gen Sengeplads for Tjenestepigen, men da der var meget at rydde op, efter at Gæsterne var gaaet til Ro, skulde Pigen forslaa Tiden her­med til næste Morgen. Dette syntes Gertrud var lovlig haardt for hende, og hun stod da op og bad Pigen gaa til Ro i Brude­sengen. Da Sengene dengang var meget brede, blev det ordnet saaledes, at Anders Jensen skulde ligge inderst og Gertrud i Midten og Pigen yderst i Sengen. Næste Dag morede Gæsterne sig over Arrangementet og spurgte Pigen, hvorledes hun syntes om at sove i Brudeseng, hvortil hun svarede, at dette var meget godt, naar man trængte til Søvn og Hvile. I dette Tilfælde var Gertrud altsaa ikke saa haardhjertet. Min Faster, Inger Marie, har fortalt, at før Gaarden brændte i 1845, var der aabent Ildsted i Opholdsstuen, og der sad de alle omkring i de lange Vinter­aftener og udførte deres Arbejde ved Ildskæret herfra. Anders Jensen og Tjenestekarlen kartede, og Kvinderne strikkede, me­dens der om Dagen blev spundet og vævet. Der blev lavet baade Hør- og Blaarlærred, hvoraf en Del blev solgt. Blaarlærredet be­holdt de selv og syede Linned deraf, men det var meget ube­hageligt og ru at have paa Kroppen den første Gang, hvorfor min Bedstefar akkorderede med Tjenestekarlen, at han skulde bruge Skjorten de første 14 Dage. I 1872 afstod han Gaarden til min Fader, Jens Kr. Andersen, og der blev bygget et lille Sted i Nærheden, som de kaldte Kjelleruphus. Her boede de saa som Aftægtsfolk i ca. 2 Aar, indtil Gertrud døde d. 15. April 1874, 62 Aar gI. Af hendes Gravskrift citeres: "I disse. Aar har hun avlet med den Mand, der her staar ved hendes Kiste og be­græder Tabet af en kærlig Livsledsagerinde, 7 Børn, hvoraf de 4 modtage hende i den evige Glæde, 3 staar her og takker hende af Hjertet for, hvad hun har været imod dem; thi hun var en god og trofast Moder, men vi ønsker hende ikke tilbage, thi Verden var hende nu en Byrde, og vi tør haabe, at hun, der stedse søgte sin Frelser paa Haand, ogsaa fandt den evige Hvile." Gravskriftet slutter med følgende Vers:

Farvel da Moder Hustru kær, Dit J ord 'liv er tilende, Din Rejsestav Du nedlagt har, faaet Palmegren ihænde, Al jordisk Sorg og Savn i Himlen har ej Navn, Om Vejen her var tung og trang, hist hører Du nu Frydesang.

Vi, som nu her tilbage staar, vi ville ikke græde. Paa Herrens Vej vi ville gaa, og Syndens ej betræde. Til Himlen staar vor Hu, kom Frelser ogsaa nu, Hold Du os fast i Nød og Savn, saa finde vi den rette Havn.

"Medens de boede i Kjelleruphus som Aftægtsfolk,l) opholdt deres ugifte Søn, Christen, sig hos dem, og da Gertrud døde, flyttede Anders Jensen tilbage til øster Kjellerup, og Christen overtog saa Ejendommen, som han ved sit Giftermaal solgte, og den staar endnu i uforandret Skikkelse. Anders Jensen overlevede sin Hustru i 10 Aar, endda han var 12 Aar ældre, og i disse Aar nød han sin Aftægt i den Gaard, han havde ejet i 35 Aar; her fik han en god og kærlig Pleje. Han forslog Tiden med at fodre Kreaturerne om Vinteren, om Sommeren med at skrue Tørv i Mosen, og med sin Yndlings­beskæftigelse, at spinde Reb. I sine allersidste Leveaar gik han ikke af Vejen for at spadsere en Tur paa ialt 4 løbende Mil paa en og samme Dag, naar han ofte aflagde Besøg hos sin Datter, Inger Marie, der boede i Ryde; han ønskede, at jeg, der da var 5-6 Aar, skulde følge ham paa disse Ture. Der blev holdt en lille Hvile, naar vi naaede Vinderup, hvor vi saa styrkede os ved en Kop Kaffe hos den daværende Jens Frandsen, som var Vært i "Klubben". Disse Ture var for mig en stor Oplevelse, da han kunde fortælle livligt og interessant om alt, hvad vi kom forbi, ligesom han ogsaa kunde sætte min Fantasi i Sving­ninger, naar han skildrede de mange Rakkere og Taterfolk, som boede i Heden og omkring Moselandet. Det sidste Aar, han levede, havde han af og til nogle haarde Anfægtelser, og en Dag han havde været paa Besøg hos gamle An Kjellerup i Nabogaar­den, faldt han midtvejs, med Piben i Munden, bevidstløs om og døde faa Timer efter; han var dog klar, inden han døde, og bad om at hilse alle dem, han holdt af. Han blev 84 Aar gI. og døde d. 22. Januar 1884 og blev begravet i Ejsing. Desværre blev der ingen Mindesten sat paa deres Grav, men jeg husker, at deres Gravsted laa tæt ved Vaabenhuset tilhøjre i østlig Retning, og hver Gang jeg kommer paa Ejsing Kirkegaard for at mindes mine afdøde Slægtninge, saa dvæler jeg ogsaa ved deres Grav.. sted og mindes min kære Bedstefader, som jeg i min tidligste Barn­dom saa at sige altid fulgte, hvor han gik og stod, enten i Tørve­mosen eller hjemme i Laden eller i Stalden, og hvor omsorgsfuld han altid var for mit Ve og Vel; jeg tror nok, jeg tør sige, at jeg i et og alt var hans øjesten. løvrigt var han altid venlig og god mod alle dem, han kom i Berøring med, og var derfor ogsaa meget afholdt. Jeg haaber derfor paa Slægten s Tilgivelse for den udførlige Omtale, jeg her har givet ham. I Ægteskabet var 7 Børn, men da de 4 døde, inden de kom til Skelsaar og Alder, vil disse sidste ingen Afsnit faa.""